Min vandretur!

Vandretur på bjerget! - Sante Victorie

Nu har jeg for alvor prøvet at vandre! Jeg blev kørt til bjerget nær os med et kort med mig. Så startede det ellers. Det var ikke bare et bjerg, men en lang række bjerge med forskellige størrelser. Bagved de bjerge var der så endnu flere! Fandt jeg ud af - senere hen. Bag det store bjerg man kunne se forrest, var der bagved nærmest bjerge formet som en gryde. Det gik ned i midten, hvor der så var en sti højt oppe hele vejen rundt om ’gryden’.

Allerede i første vejbane skift, var jeg i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Der var 4 muligheder, og kun 2 af dem var vist på kortet. Det var svært at tyde præcis hvilken det var – men jeg tog et sats. Jeg fandt en hovedvej og ville følge den, men for at være sikker på hvor jeg befandt mig, ville jeg lige tjekke et andet sted, for og se om der gik flere veje derfra. Det var en blindgyde og allerede fra starten kunne jeg mærke, at kortet og mig ville have problemer! Men jeg fortsatte med en lille ide om, hvor jeg havde tænkt mig at begive mig hen. Jeg tabte faktisk også kortet på et tidspunkt, og måtte gå tilbage igen for at lede efter det – og fandt det heldigvis.

Efter at være kommet op, opdagede jeg så ’gryden’. Jeg havde tænkt mig at gå hele vejen rundt om, og så hen mod toppen. Det gjorde jeg så. Men da jeg havde gået rundt om og bevægede mig ind i en skov igen, var der igen mange stier, og kun et par stykker vist på kortet. De var lige store, for ellers plejer man jo, at kunne se hvilken der så mest ’tryg’ ud – og så måtte det var den rigtige sti. Jeg tog et sats, og kom på afveje. Jeg spurgte så nogle franskmænd om, hvor jeg var – for at være sikker. Jeg fandt det og havde derefter styr på kortet! Jeg kom hen til noget vand, som var utrolig flot! Det så nærmest skinnende ud.
Jeg kunne se på kortet, at jeg næsten skulle følge vandet. Der var to veje. Den ene så mindre risikabel ud end den anden, så den tog jeg. Men senere blev jeg i tvivl. Jeg besluttede mig for, at følge den hvis ikke den blev for svær, da jeg jo også skulle kunne komme tilbage igen! Jeg var helt nede og kunne røre ved vandet, hvor det så var en blindgyde. Det kunne have været lækkert, bare at blive liggende lidt og nyde det – men noget sagde i mit hoved, at jeg burde komme videre.

Jeg gik tilbage, og fandt den rigtige vej, hvilket viste sig, at være den samme vej, som havde ført mig hen til vandet første gang! Jaja, sådan er det. Efter en lang traven opdagede jeg var højt oppe jeg var. Jeg kunne stå og kigge ligeud på bjergene! Ikke kigge op, men lige ud. Jeg var ligeså højt oppe som de andre bjerge, udover toppen, som var på min venstre hånd! Det var fantastisk! Varmen, og vinden sammen! Lige den kombination da jeg stod der, var ubeskrivelig lækker! Jeg tænkte, at jeg jo kunne prøve og se om der var en nogenlunde normal stig op mod toppen, så jeg begav mig videre!

Toppen af dem alle!

Jeg fulgte stigen noget af vejen til begyndelsen af toppen, men pludselig forsvandt den. Jeg tog chancen og kravlede på alle fire opad. Det var ikke helt stejlt, det var mere en masse klippestykker, som man skulle op ad. Da jeg kom op fandt jeg den endelige sti, som jeg ellers havde troet jeg havde fulgt! Chok… Solen begyndte at bage rigtig godt hen ad 1 tiden, må den have været, og min mave brokkede sig. Jeg havde taget lidt mad med, og jeg havde heldigvis stadigvæk noget vand tilbage og en cola som jeg gemte til det allermest nødvendige tidspunkt! Lidt efter ser jeg 3 andre mennesker på samme vej som mig. Jeg tænkte det nok var bedst, at jeg fulgte efter dem, med alle de omveje jeg havde taget.

Jeg prøvede at spørge dem, om de vidste hvor vejen var ned (det var en vej ned, et stykke inden toppen) vi kunne ikke kommunikere, men hun forstod ordet ’follow’, så vi fulgtes ad. Rettere sagt, jeg var bagved, med ben der syrede, da det gik direkte op, i godt tempo. Jeg havde mere lyst til at følge mit eget tempo, men det virkede mere ansvarligt, at følge med dem i forhold til min stedsans på bjerget! Pludselig møder vi endnu flere, og de ber’ mig om mit kort. De snakker, og en forklarer, at damen skulle ned nu, og så kunne vi følges. Jeg ville gerne have været helt op på toppen, men at tage chancen, at sakke bagud så ikke jeg kunne se de andre, og skulle finde ned virkede noget usikkert. Jeg kunne godt have gjort det, men det blev varmere, og jeg blev mere svimmel, - så hvis jeg gik forkert, var jeg nervøs for, hvordan det ville gå – så jeg takkede ja. Vejen ned var ubehagelig. Jeg gled en gang, og ellers var det at sætte sig lidt ned, og glide stille og roligt, da der var store sten, eller kun jord – så ikke der var noget at stå fast. Hun gik meget stærkt, og ventede hele tiden på mig. Men jeg ville ikke skynde mig mere – ellers ville jeg trille. Jeg ville egentlig hellere selv have gået stykket ned, så jeg kunne nyde det mere – men damen havde mumlet lidt om, at hun havde en bil og jeg vidst kunne køre med et stykke (ellers skulle jeg have gået små 5km ekstra, og så de 3 hen til hvor jeg ’bor’) og hvis jeg nu gik forkert igen. – så jeg tænkte det nok var bedst.

Vi kom ned – og mine ben rystede. Jeg havde ikke tid til at stoppe, da hun gik så stærkt. Hun gav mig et lift til et sted jeg genkendte, og jeg næsten løb hen til en græsplæne i skyggen. Jeg kastede mig, åbnede colaen – næsten bundede den – sko og strømper af (vabler) og så lå jeg der i en time. Derefter begav jeg mig trættende ’hjem’ og stadig her til aften, går jeg lidt sjovt :b

Mega fed, grænseoverskridende og fantastisk tur!